Film hos DVB!

Vi er hjemme i Danmark igen, og nyder det dejlige sommervejr!
Har nogle dager fri, inden skolen starter igen på mandag.

Naja, Siggi og Marit har faaet sin film fra mediepraktiken op internet.
Vi var i praktik hos DVB - Democratic Vioce of Burma, og filmen handler om uddannelse i Burma.
"Education on the move in Burma"
See den her:

http://www.dvb.no/dvb-tv/education-on-the-move/15426

Flere nyheder!

Vi er i nyhederne igen:
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/24-04-11/burma-danske-elever-fulgt-til-d-rs-af-regimet-helt

Mae Sot!

Saa er vores fantastiske rejse i Burma og Thailand ved at vaere slut!

De sidste dage har vi tilbragt i Mae Sot! Det er en lille Thailands eksil by fuld af illegale migranter fra Burma. Her har vi moedtes med mange spaendende og interessante personer og instututioner. De har alle sammen paa forskellige maader en staerk historie at fortelle.

Vi har besoegt en organisation der arbejder for bedre forhold, og loesladelse af de over 2000 politiske fanger i Burma. AAPP- Menneskene vi snakket med og der arbejder hos AAPP er alle sammen tidligere politiske fanger, og vi fik hoere deres personlige historie. Vi fik ogsaa se billeder og video, samt se hvordan en fengselscelle saa ud. Det var nogle virkelig staerke oplevelser. Og flere af os havde det svaert med at se hvordan virkeligheden er for nogle mennesker der kaemper for sine raetigheder. Vi havde ogsaa en nats homestay hos nogle af dem der arbejdede der. Det var superspaendende at se hvordan de boede, spiste og sov. Og de var alle sammen vildt soede og venlige! :)

Den foerste dag besoegte vi en skole for illegale migrant boern, og fik et moede med grundlaegger af skolen. Hun arbejder for en organisation der har oprettet en rekke skoler i graenseomraadet mellem Thailand og Burma. De underviser tilsammen ca 10.000 elever og har ca. 500 laerere. De samarbejder med flere forskellige NGO's og holder kursus i bl.a teacher training for laerere der tar tilbage til Burma for at undervise. Nogle af vores studenter har vaeret paa skolen flere dage, for at lave en film om skolen i forbindelse med prosjektet naar vi kommer hjem. Gled jer til at se :)
Rundt om skolen ligger det "Settlements" hvor illegale familier bor i smaa skur og bamboo hus. Mange af foreldrene har ikke arbejd og politiet kan komme vaert oejeblik for at jage dem vaek fra deres "hjem". Det var lidt svaert at vaere 13 "turister" der gik rundt for at se hvordan de boede. Men de var venlige og glade over at se os, specielt de smaa soede boern. Vi synes det er vigtig at se det med vores egne oeyne, for at kunne forstaa situasjonen.

Generation wave er en gruppe unge mennesker der bruger musik, kunst, grafitti osv for at naa ud med sit budsab til unge mennesker inde i Burma. De har tilsammen 50 medlemmer, der arbejder fra Mae Sot og i Rangoon. 16 av deres medlemmer er dog i faengsel, bl.a for at vaere medlem af en ulovlig oranisation der laver politisk arbejde. Vi havde et moede, spiste aftensmad og drak en oel sammen med nogle af de unge aktivister. De var vildt soede og seje!! Vi sang selvfoelgelig Shosholoza og vi fik hoere nolge af deres sange. Blant andet en sang fra 88-revolusjonen og en sang der var til deres venner det sat i feangsel. De sat med alvolige ansigter og lukkede oeyne. Dette var noget der virkelig var vigtig for dem, og man kunne fornemme den intense stemning. Et stearkt oeyeblik!
Generation Wave har bl.a lavet en musikvideo sammen med den danske gruppen "Who made Who" se videoen her: http://www.youtube.com/watch?v=QmR-oUPmeLY

I tilaeg har vi besoegt en klinik for syge mennesker og haft moede med en av de etniske gruppene der holder vaepnede kamper mot juntaen!

Det har for de fleste af os vaeret nogle haarde dager, med tanke paa alle de stearke historier vi har hoert, og all ny information der skal ind i et allered overfyldt hoved. Det har vaeret mange moeder og nye indtryk den seneste maaned. Det bliver dejligt at komme hjem, for at taenke lidt mer over der vi har oplevd og fordoeye det hele...
Vi har ogsaa haft mindre alvorlige ting at glaede os over, og haft nogle rigitg gode og sjove oplevelser sammen de sidste dagene.. Nevner f.eks en rigtig god fest med zoomie zoomie og drikkeleg sidste aftenen, kaaringen af turens turist der koerer lige nu, Lailas foedselsdag (!), uddeling af gaver til laererne og ros til elevene:), verdens flotteste badevaerelser, god mad paa Casa Mia, shopping paa marked, "Se en abe!" osv osv.. :)

Nu venter en sidste dag i Bangkok, med shopping, voksning, tatoveringer og et sidste maaltid med Thaimad. Vi tager flyvern hjem ved midnat, laver en stop i Helsinki, foer vi lander i Kastrup kl 08.15 imorgen tidlig. I er alle sammen velkomne til at moede os med danske flag og krammer!
Vi glaeder os til at komme tilbage til Krogerup, og regner med det er nogle glade elever og en god fest der venter os :)

Mere om turen, indtryk og oplevelser, og flere artikler hos medier kommer i loebet af de naeste dage.....

Mediepraktik hos DVB

DVB er et burmesisk eksilmedie, der laver film og artikler paa deres hjemmeside. Deres hovedkontor er i Oslo, men de har ogsaa kontorer i Mae Sot og Chiang Mai, hvor vi var.
Paa kontoret arbejdet tre englaendere og en masse burmesere.
I starten vidste vi ikke rigtig hvad vi skulle arbejde med, men med hjaelp fra DVB-folkene besluttede vi at det skulle vaere en film om uddannelse. Filmen skulle indeholde vores optagelser fra munkeskolen Phan Daw Oo og - selvfoelgelig - vores optagelser fra moedet med Aung San Kyi!
Efter mange overvejelser, lidt facebooksteneri, en del konversation via google translate (listen-funktionen, paa baade dansk, islandsk og norsk) og med lidt hjaelp fra journalisterne naaede vi frem til et manuskript, der handlede om "education on the move in Burma". Den sidste dag blev filmen naesten klippet faerdig - vi var alle tre rigtig tilfredse med resultatet. Journalisten der hjalp os ville redigere faerdig senere og laegge den faerdige film op paa DVB's hjemmeside - se den snart!
Vi er alle tre rigtig glade for at have vaeret hos DVB, og det har vaeret fedt at se hvordan eksilmedier arbejder.

- Naja, Siggi og Marit

Lailas og Lines artikler er paa nettet! Se paa os! Og dem! (+ HOMESTAYS)

 Laila og Line har vaeret i praktik hos eksilmediet Mizzima og har nu artikler klar paa http://www.mizzima.com/ !

 - Se den foer din nabo!

Laila skrev om moedet med Aung San Suu Kyi  - hendes artikel hedder "stepping into a world of Aung San Suu Kyi": http://mizzima.com/edop/features/5160-stepping-into-the-world-of-aung-san-suu-kyi.html

 Line skrev en artikel om overvaagning der hedder "Big Brother watches, inspects danish student's notebooks" http://mizzima.com/edop/features/5168-big-brother-watches-inspects-danish-students-notebooks.html
 - Og de ligger nu begge paa http://www.mizzima.com/ !

Mizzima er et burmesisk eksilmedie der har en hjemmeside: http://www.mizzima.com/ (tjek siden, vi har begge en artikel liggende, netop nu!) og et maanedligt magasin.

Vi skulle vaere hos Mizzima i 3 dage, og arbejde paa hver sin artikel. Kontoret var et lille lokale med smuk bjergudsigt paa 7. etage, og vi sad sammen med 8 burmesere og to englaendere, som alle arbejde koncentreret fra morgen til aften. Det var et serioest arbejdsmiljoe, fyldt med ris og glaede - man kunne maerke at folk havde det godt sammen.

KL 11 hver formiddag holdte vi story-meeting, hvor alle fortalte hvad de ville skrive om. Den foerste dag fortalte vi lidt om vores oplevelser i Burma, og Sein Win (redaktoeren) kom med ideer til historier vi kunne skrive. 

- hvorefter vi fik loebende hjaelp til artiklerne af den britiske ass. redaktoer, Julian. Tak til Julian.

Laila og Line blev ogsaa de heldige vindere af inkluderet HOMESTAYS!

Homestay 1) Lailia-stay - Laila skulle hjem og bo hos redaktoeren Sein Win og hans kaereste Lae lae, der var nogle meget soede, gaestfrie og aabne mennekser. De boede i  et lille hus, meget enkelt, en stue der ogsaa indeholdt spisebord samt koekken, the master bedroom, et gaestevaerelse og et badevaerelse. Foerste aften var traditionel fiskeret, toerrede rejer og mango salat paa menuen, hvilket smagte lidt specielt, men fint. Der blev talt meget om andre landes kulturer og udvekslet rejseoplevelser omkring spisebordet. Sein Win havde rejst en del og kunne fortaelle mange historier til baade Laila og sin kone.

Homestay 2) Line-stay - Line sad bagpaa en knallert hjem til hendes homestay (hvilket var fedt). Hun skulle bo hos en af journalisterne ved navn Kyaw Kha, hans kone Tho-tho (udtales Do-Do) og hendes soester Boke-Boke (udtales Bo-Bo). Soestrene Do-do og Bo-bo snakkede flydende engelsk og var nogle ekstremt interessante og virkelig venlige mennesker, som begge arbejde i BWN - Burmese Woman Network. Bo-bo's kaereste var journalist for Irrawady (et andet eksilmedie), saa huset emmede af politisk aktivitet.
Jeg fik mit helt eget vaerlese og et lille badevaerelse. Vi spiste aftensmad og morgenmad sammen - bestaaende af det samme: Ris, bladsuppe, staerkt koed, og noget 6 mdr gammelt fiskesovs - det var laekkert!

Paa vores anden aften tog vi paa burmesisk restaurant med vores homestay-familier og en del fra redaktionen - og der blev spist spicy food og drukket store oel, til halsene braendte og stemnningen var hoej.

Vi var kede af af at skulle sige farvel til dem efter nogle fantastiske dage, men glade for at have moedt saa mange nye soede mennesker. Tak til Mizzima, de virkelig soede burmesiske journalister.



Kaaring af "Turens Turist"

Vi har haft en lille intern joke koerende, om hvem der har vaeret dagens turist! - altsaa den der ligner mest en turist:) og nu har vi fundet de bedste billeder frem for at kaare turens turist!
En turist er enten den klassiske charter-turist eller den klassiske backpacker. Typiske kendetegn er kamera, mavetaske, stor rygsaek, sandaler, solhat, guidebog og posering ved kendte turist attraktioener.

Billedene i kan stemme paa ligger i hoeyere side paa bloggen og maaden i steammer paa er ved at leagge en kommentar paa dette indlaeg med navn paa den i synes skal vinde. Man kan staemme ved navn, eller man kan selvfoelgelig ogsaa staemme anonymt.
Afstemningen vil vare frem til sidste dag pa rejsen hvor vinderen faar en lille praemie i tilaeg til titlen "Turen turist"

Vi haaber i alle sammen vil hjealpe os med at staemme paa den i synes skal vinde konkurrencen! Alle der er blevet nomineret til den store finale er mere eller mindre ufrivillige, og er udvalgt af en jury...
Vi har lagt nogle billeder og en lille video ind, for at faa jer i turist-stemning og for at i skal faa et godt grin!
Stem Stem Stem......

 TURISTER!

 Turister der proever at komme over vejen 1!

Turister der proever at komme over vejen 2!

Turister der lige har ankommet til Bangkok

Fotoglade turister til danseshow

Laererne kan ikke finde vej 1

Laererne kan ikke finde vej 2

Rigtig glade turister foran Buddha statue

Turist-pose foran Shwedagon Pagoda

Turister kan godt lide at tage billeder!

Husk at staemme!

Kig paa billedene i hoeyre side og laeg en kommanter med navn 

paa den du synes er den bedste turist!

Feriedage

Her er der billeder fra vores feriedage paa Koh Chang

Endelig ferie! Ko Chang here we come!

Vi kan godt lide is

Vi kan godt lide oel



I Nat Baby

Saa er der fucking feest!

PARTY!

Vi har fundet vores stole under en prasening i en jungle i Thailand

Klar til at svoemme!

Solnedgang over Lonly beach paa Koh Chang

Siggi faar dejlig thaimassage paa stranden

Afslapning ved strandbar

Sarah og Siggi haenger ude efter badning

Smukke Line



Marit og Tong

Anna og Siggi ready for snorkelling!

Anna og Sebastian snorkler

Dejlig mad paa havet

Sebastian 

Anna laver Yoga paa baaden!

Seafood middag

hos Line og Marits lokale venner

Marit som vi kender hende.

Vi glaeder os meget til at fortaelle mere om alt det spas vi har lavet i feriedagene paa Koh Chang !

SHOSHOLOZA!

Vi synger os gennem Mandalays gader!

Burma oplevelsen

Da vi ankom til Yangon den 1. april kunne vi straks se at det var noget helt andet end hvad vi havde oplevet i Bangkok. Der var meget mere fattigdom og man kunne naermest sammenligne med en gade i Indien. Vi lagde maerke til var at der var stor kontrast mellem rig og fattig. Det kunne man bl.a. Se paa alle de fattige blikskure der stod i kontrast til de kaempe hoejhuse, de alt for nydelige hoteller og pagodaerne der udlukkende bestod af guld. Bangkok var ogsaa meget mere vestlig end Yangon, som mest af alt mindede en kaempestor landsby.

Togturen fra Yangon til Mandalay var en unik oplevelse. Det tog kun 16 timer og der sad vi paa dejligt behagelige traebaenke, hvor der hele tiden passerede raabende saelgere, men det var en hel fantastisk oplevelse at rejse paa lige fod med lokalbefolkningen og det var en rigtig god mulighed for at se dele af landet vi aldrig ville kunne opleve paa anden maade.

Mandalay virkede meget mindre end Yangon med faerre turister. Taxierne mindede om smaa lastbiler som koerte rimelig vildt – det tog lidt at vende sig til for os der ikke var vandt til den slags koersel.. Bilerne i Burma var virkelig gamle, sandsynligvis omkring 40 aar i gennemsnit.

Vi foelte os til tider overvaaget og det var svaert at komme paa nettet, vi blev for eksempel noedt til at bruge en hackerkode for at komme paa hotmail – saa foelte man sig lidt som en “crime-rider”.

Maden var ikke saa slem som forventet, selvom man ikke altid helt vidste hvad man spiste. Kun en enkelt dag gik det galt, da 5 blev syge. Heldigvis blev de raske samme aften, hvor vi skulle rejse tilbage til Yangon.

Det var en helt fantastisk oplevelse at vaere i Burma, og vi glemmer det aldrig.

- Sigurjon og Sofie


10/4-11
Foerste Indtryk:
At lande i Yangon og se en middelklasse, som jeg helt havde glemt ogsaa kunne eksistere i et land som Burma, var lidt af en tankevaekker.
I hvilken kategori skal jeg nu putte alle disse mennesker?
Er de for eller imod styret?
Jeg havde dannet mig et billede af at hvis man har mange penge er man i juntaens lomme, og er man fattig er man for Aung San Suu Kyi!
Men hvor staar saa middelklassen der hverken er fattig eller rig?
Jeg vil saa gerne saette dem i en kategori.


Senere har jeg saa fundet ud af at man godt kan have et job der giver en okay loen uden at man er juntaens lakaj.
Og man kan faktisk ogsaa vaere en ret vellykket forretningsmand uden direkte at vaere i juntaens lomme, men man skal kende spillet... saa derfor vil jeg paastaa at man alligevel indirekte er i juntaens lomme.


Andre indtryk:
Burmesere er et af de hyggeligste og soedeste folkeslag jeg har moedt paa mine rejser!
Saerligt burmesere fra Mandalay!
De er saa vennlige, behjaelpelige, nysgerrige (paa en god maade) og bare super haerlige mennesker.
Om det saa er fordi de er spioner og skal vaere hyggelige for at faa oplysninger, eller om det er oprigtigt, maa vaere opp til en selv at bedoemme...


Min konklusion er ihvertfald at Burma er et fantastisk land jeg glaeder mig til at komme tilbage til!
-hvis juntaen giver mig lov...


Line Krogh

Togtur fra Yangon til Mandalay

Uddrag fra Dagboeger skrevet om togturen i Burma fra Mandalay til Yangon.

Sarah:

Den 3. April, kl. er ca. 5.00 om morgen og vi skal ud paa en lang togtur, vi har lige sat os ind i toget. En mand kommer ind og leder febrilsk efter en ledig plads. Han saetter sig ved siden af to unge fyre der er ved at tage afsked med en mand der staar laenet med armene ind af togvinduet fra perronen.

Andrea:

Foerste haandsindtryk – 'AD' – tislugt – puha – vand paa gulvet, er det mon tis? - 'AV' traebaenke – 12 timer foran os! – Har jeg mon glemt noget? - Hvor er mit vand? Jeg vil ikke stille min taske paa gulvet – KOER NU!

Sarah:

Der gaar ikke mange minutter efter toget saetter igang foer manden sover op ad en af de to unge fyre, tilsyndeladende uden at den unge fyr lader til at have noget imod det. Det er altsaa et syn man sjaelendt ser i A-toget til Hilleroed.

Sebastian:

Ud af vinduet kan man se landet vaagne op. Man kan svagt skimte konturer af boenderne og deres okser paa vej til markerne og kvinderne med en masse varer paa vej til markederne. Et sted i taagen kan man hoere kaldet til boen fra en Moske. I selve kupeen er der en maerkelig sammensaetning af mennesker. Munke og soldater sidder ved siden af hinanden, hver med deres uniform og karseklippede haar, med hver deres rolle i landet.

Sarah:

Munke ligger og sover over det hele, de bruger deres roede munkekjole til at skygge for lyset i ansiget. Toget er lidt som en markedsplads, hvert halve minut kommer der en ny saelger forbi, for at saelge alt muligt, jeg naever i flaeng; tyggegymmi, kaffe, majs, nudler, toiletpapir, grillsteget kylling, pandekager, slik, kolde drikkevarer, og ikke mindst haardkogte aeg. Haardkogt-aeg-saelgeren, som tilnaermelsesvis har raabt noget lignende “Saa er der aeg, saa er der aeg!” i snart 3 timer frem og tilbage i toget ser ikke ud til, at han bekymrer sig om at der stadig er 9 timer endnu paa turen, til at raabe at man kan koebe aeg.

Toget lyder som en hel melodi, togets hoeje lyde, saelger der raaber, plask fra de boern der kaster med vand ind af vinduerne imens vi koerer forbi dem, folk der snakker i kupeen, babyer der henholdsvis griner og graeder, nye rejsende der kommer ind og ud af toget ved stoppene og en gang imellem kan man hoere Sigurjon synge “Shosholoza” sangen. Det er hel meditation at lytte til imens man bare kigger ud af vinduet og ser paa landskabet.

Line Skovlund:

Landskabet der flyder forbi de aabne vinduer (og doere!) er fladt og for det meste toert med enlige traer som paa en gold hede, kun afbrudt af enkelte frodigtgroenne rismarker og en enkelt gang et bjerg i horisonten. Al bebyggelse er landsby; traehytter paa stolper. Maend koerer deres oksekaerrer, og boern samler flasker ved togsporene. Det typiske billede af fattige landsbyer bliver til tider brudt, naar en guldskinnende pagoda pludselig staar side om side med en forfalden traehytte, midt paa en mark. Disse allestedsnaervaerende pagodaer viser burmesernes tilknytning til buddhismen, og man kan da ogsaa maerke venligheden, der ofte kommer med denne religion, stroemme igennem ansigterne i toget, uanset hvilket folk eller hvilken stamme disse ansigter saa tilhoerer.

Sarah:

Saa er vi snart ved at vaere fremme i Mandalay, og vi har koert siden kl. 5 i morges, saa nu vi er inde i den 14 time. Det er en rigtig god togtur, og jeg er rigtig glad for at, vi har valgt at koere igennem landet paa denne maade. Det giver et rigtig fedt indtryk af landet, at se det flyve forbi en.

Sarah:
Dagens sjoveste oplevelse var helt klart da Line s og jeg tog en gaatur igennem toget fra den ene ende til den anden. Toget var utrolig langt, og det tog ca. 2 timer foer vi var tilbage igen. Vi sidder paa billige pladser i toget, men paa vores vej igennem toget kom vi bl.a. igennem 1.klasse, hvor man straks kunne se klasseforskellen mellem dem vi sidder ved siden af og dem der sidder i de bloede saeder med god benplads. Der var fx en munk med Ray Ban-briller og burmesere i laekkert vestligt toej. De folk vi sidder ved siden af i vores billige kupe har nok naermere vaeret en del af en lavere middelklasse. De har raad til at tage toget, de har raad til at koebe en Cola og nogle snacks i toget, men de sidder stadig med en taske der er gaaet lidt i stykker i sidden eller ogsaa traenger de til et par nye klipklappere.

Paa vores vej igennem toget blev der kigget utrolig meget paa Line og mig, men de fleste var smilene og hvis vi spurgte om vi maatte tage et billede af dem grinede de for det meste og nikkede.
Vi kom i snak med mange, bl.a. nogle tjenere fra spisevognen, og nogle unge drenge der solgte mad og sodavand i toget, en flok fra den etniske gruppe Karenerne der spillede guitar for os. Det var egentlig pudsigt, at Karenerne havde et anderledes udsendende end de burmesere vi ellers har snakket med, lidt ligesom der er forskel i udsendene paa Burmeser og Thaier, er der altsaa aabentlyst forskel paa de etniske gruppers udsendende, det kom egentlig bag paa mig.

De soedeste Line og jeg snakkede med i dag, var klart en mor med hendes lille ca. 3-aarige datter. Datterens navn betoed kys paa burmesisk, og var det kaereste barn, jeg laenge har set. Moderen var utrolig omsorgsfuld, og det gjorte stort indtryk at sidde ved siden af og faa et lille indblik i hendes hverdag. Line laerte datteren at sige; " How are you?", selv om hun kun var 3 aar, saa man maa sige hun var kvik . Moderen havde foerhen syet toej i Bangkok, men efter datterens foedsel var hun taget hjem til sin foedeby Yangon, og arbejde nu med at opdraette fisk. Hun kunne en smule engelsk, men ellers gaettede vi os lidt frem. 

Togturen var speciel fordi man kom i forskellige stemninger undervejs; i starten var man lidt irriteret, da toget var lidt ulaekkert, saa maeldte traetheden sig hos de fleste. Jeg fik dog ikke sovet, men sad mest bare og lyttede til lyden af toget og menneskene. Dernaest blev jeg lidt rastloes, og det begyndte at blive rigtig varmt udenfor. Saa blev det super sjovt og helt lege-agtigt, at gaa rundt med Line i toget og turen sluttede saa med at vaere rigtig hyggelig, da vi bare sad og snakkede med moren og datteren.

Marit:

Vi har siddet i toget i snart 15 timer, og den lange rejse er ved at vaere slut. Den ekstreme varme har lagt sig, og den lidt koeligere aftenluft stroemmer langsomt forbi. Jeg sidder med hovedet ud af vinduet, har vinden i haaret og kigger ud paa det utrolig flotte landskab vi koerer igennem. Har lige set den smukke solnedgang og taenker paa hvilken fantastisk rejse og spaendende oplevelse vi er midt i. Jeg er saa lykkelig og glad for at opleve det, og saa har jeg verdens bedste mennesker (alle mulig' men'sker') rundt om mig til at dele det med.

Ej - hvor er livet bare godt.. (saa 'der fucking feeest)

Aung San Suu Kyi

Moedet med Damen

Fredag d. 8. April

kl. ca. 12.00

Saa sidder vi paa en resturant, og forbereder det sidste til vores livs moede om ca. 2 timer.
Vi skal til moede med Aung San Suu Kyi paa hendes partikontor, og der har vaeret en lettere spaendt stemning siden i morges.
- Hvad skal man tage paa naar man moeder en nobelprismodtager, hvordan giver man det perfekte haandtryk? Ulrich har saagar droemt, at vi kun ville faa 3 minutters interveiw med hende.
Vi arbejder med spoegsmaal til hende, men det er svaert, vi er mange mennesker (alle mulige mennesker), alle har spoergsmaal, hvilken raekkefoelge skal de siges i, hvilke emner vil vi helst komme ind paa, hvilke spoergsmaal vil vi priotere hoejest og hvordan formulerer man det hele paa engelsk?

Vi ved endnu ikke, hvor lang tid vi faar med hende, saa det er vigtigt, at vi ved praecis, hvad vi vil spoerge hende om. Vi skal nemlig ogsaa naa at uddele de ca. 60 forskellige gaver der har vaeret fordelt rundt i vores backpackertasker rundt i Burma. Derudover har vi jo turneret rundt i Burma med vores "lille kor", som ca. har halvanden sang paa repertoiret, saa vi skal jo selvfoelgelig ogsaa have tid til at synge "Shosholoza". Korsangen stresser faktisk ogsaa lidt oppe i hovederne paa mange af os, normalt er det graenseoverskridende at synge foran andre, men at skulle synge foran Aung San Suu Kyi er naermest nervepirrende, og isaer Laila synes at Afrikanske frihedssange skulle tages af skoleskemaet.

Det flyder med papirer ud over alt, halvfyldte iskaffer staar rundt omkring, og folk bestiller mad paa skift, man kan maerke den hektiske stemning og den deadline der skal overholdes inden vores vigtigeste moede paa hele turen. Der skal skrives hilsner i boeger til hende, forberedes filmning af hende, og forberedes en praesentation af vores hold. Sebastian og Anna sidder og skriver det sidste formuleringer paa spoergsmaalene, og naar lige at blive faerdige inden vi hektisk tager afsted mod Aung San Suu Kyis parti NLD's hovedkvarter.

kl. ca. 13.30
Vi sidder i taxa'er, og imens vi koerer afsted gaar det mere og mere op for en, at vi rent faktisk skal moede en af de stoerste nulevende personligheder. Der har hele tiden vaeret en tanke i baghovedet om at noget ville gaa galt op til moedet - hun kunne have faaet et andet vigtigere moede hun skulle til, vi kunne vaere blevet holdt tilbage paa en eller anden maade, hun kunne blive sat i husarrest igen eller 100 andre ting kunne ske. Men nu er vi paa vej, og vi er spaendte og haaber selvfoelgelig at hun vil svare paa vores spoergsmaal og at det er nogle spaendende og interresante ting vi vil snakke med hende om.

kl. ca. 13.50
 Vi kommer ind paa NLD's partikontor der mest af alt minder om et lille rodet kaelderlokale, og det er lidt maerkeligt at taenke paa at det er herfra, at ideer om Burmas fremtid bliver til. Isaer naar man sammenligner med regeringens hovedkvarter, som faktisk er en hel by; nemlig hovedstaden: Nay Pyi Taw. 

Her er fyldt med billeder af Aung San Suu Kyi, mennesker der render rundt og ordner ting, og et kort over burma, lavet af udgaaede frimaerker med motiv af Aung San, Aung San Suu Kyis beroemte far.

Vi gaar op ad den smalle traetrappe til et lille moedelokale, domineret ad et stort bord med 14 stole – en til hver af os, og en til DAMEN. I den ene ende haenger billeder af Aung SanSuu Kyi og hendes far, og ved siden af dem staar en guldbyste af hendes hoved i realistisk stoerrelse.

Vi saetter os paa stolene, saetter videokameraet op. Rummet er varmt og et par store blaesere larmer bag os. Pludselig ringer Saras tlf. Det er VOA – Voice Of America in Burma. De vil gerne lave et interview med os, og Line S. faar roeret. Forbindelsen er lidt daarlig, hun kan hoere sig selv i roeret. De vil gerne vide hvem vi er, om vi virkelig skal moedes med Aung San Suu Kyi? Om vi er spaendte? Selvfoelgelig – det er jo en kaempe dag!

Pludselig kommer hovedpersonen ind ad doeren, alle rejser sig, men hun vifter afvaergende med haanden og siger uformelt: “sit down, sit down”. Line har stadig VOA i roeret og maa skynde sig at sige: “The Lady has arrived, I must go now”. Roeret laegges paa, og ryggen rettes – nu er vi jo i fint selskab. Men der gaar ikke mange minutter foer vi alle fornemmer den afslappede atmosfaere, og synker lidt ned i stolene. Aung San Suu Kyi selv forbliver dog rank, og med taalmodigt foldede haender sidder hun venligt afventende og lytter til vores preasentation af os selv, og venter vores spoergsmaal.

Hun baerer en traditionel burmesisk skjorte med skraa knapper ned ad halsen, hendes haar er sat op i en knold som man kender det fra de utallige billeder i boeger, blade og aviser, og de obligatoriske blomster, denne gang lyseroede roser, er noejsomt placeret i haaret. Hun er lige fyldt 66, men ligner ikke en over 40.

Det maa vaere hendes staerke og venlige sind der holder hende ung.hun har noget at kaempe for, og den kamp er blevet hendes liv. Hun fortaeller om hvordan venskabet med hendes taetteste partifaeller, hendes samarbejdspartnere i kampen for demokrati, er blevet staerkere end familiebaand. Som hun selv udtrykker det: “If you believe in the same ideas, it's the closest friendship. We do more for each other than families.”

Selv de mange aar i husarrrest har ikke forhindret hende i at holde fast i kampen. Faktisk var hun ofte langt mere opdateret end folk udenfor fordi hun flere timer hver dag lyttede til radio fra forskellige undergrunds- og eksilmedier der ikke var censurerede.

Foer hun kom i husarrest var der en periode i hendes parti hvor de hver morgen maatte spoerge hinanden: “Hvem blev taget i nat?”. Men paa spoergsmaalet om hun ikke er bange for at blive sat tilbage i husarrest svarer hun: “We don't think about being taken, because then we could never work – it's like if you never walked out the door if you were afraid of being killed in the traffic.”

Efter halvanden times god, naerverende og indholdsrig samtaleom Burmas politik og landets fremtid, er vi mere end tilfredse med udslaget, og fornemmer at det er tid til at runde af. - Vi har dog ogsaa en del ting vi lige skal have rundet af med! Vi Har faet en masse gaver med fra de to eksilburmesere der arrangerede moedet for os, og vi har selv en samling af H.C. Andersens fortaellinger med, med et lille brev med gode oensker for fremtiden. Den bliver hun glad for, da hun kender fortaellingen om Den Lille Havfrue fra sin barndom.

Vi synes heller ikke hun skal snydes for vores korsang: “Shosholoza” - den sydafrikanske frihedssang vi har turneret lidt rundt med i Burma. Det er fedt at synge sammen, og stort at synge for en saa betydningsfuld person. Sigurjon synger for, og resten af “koret” foelger trop med svingende arme foerstillende frihedstoget igennem Sydafrika..

Aung San Suu Kyis ansigt lyser op, og det vi har om muligt naaet hoejdepunktet af vores moede. Hun nyder tydeligvis vores sang og roser os ogsaa bagefter:“It's so good that you come here to Burma as representatives for a danish school and sing a southafrican song. I wish some burmese people would go to Denmark and sing a malaysian song!”

Inden vi tog afsked skulle vi selvfoelgelig lige have et par gruppebilleder til bloggen og til blaer. Det viser sig at Aung San Suu Kyi ikke blot er smuk, klog og venlig – men ogsaa rigtig soed. Hun er ikke bange for fysisk kontakt, og ligger armen fast om livet paa Anna – som i det oejeblik roeres til taarer (hun har ikke snakket om andet end moedet med Damen laenge, har stirret fascineret paa hende under hele moedet, og har endda skrevet et lille personligt lykoenskningsbrev med en tegning til hende).

Aung San Suu Kyi giver os hver et varmt haandtryk til afsked da det lidt efter er tid til at skilles.

kl. 16.15

Vi er lige kommet ud af NLDs hovedkontor, blevet fotograferet af militaerregimets fotografer der gemte sig paa en restaurant paa den anden side af gaden, og staar nu og venter paa en taxa. Det er svaert at fatte at vi lige har moedt et af de stoerste nulevende ikoner, en beroemt demokratiforkaemper der ikke boejer sig for hverken afstraffelse eller undertrykkelse, en kvinde saa intelligent at man udemaerket forstaar hvorfor saa mange mennesker ser op til hende, og i hende ser et haab om en lysere fremtid for Burma. Men lad os dog haabe at Burmas befolkning forstaar hendes budskab til dem – aendrigner maa komme nedefra, fra organisering, fra hver enkelt burmeser:

“To often people depend on me or on my party – they need to understand that if they want change they have to do it themselves”.