Aung San Suu Kyi

Moedet med Damen

Fredag d. 8. April

kl. ca. 12.00

Saa sidder vi paa en resturant, og forbereder det sidste til vores livs moede om ca. 2 timer.
Vi skal til moede med Aung San Suu Kyi paa hendes partikontor, og der har vaeret en lettere spaendt stemning siden i morges.
- Hvad skal man tage paa naar man moeder en nobelprismodtager, hvordan giver man det perfekte haandtryk? Ulrich har saagar droemt, at vi kun ville faa 3 minutters interveiw med hende.
Vi arbejder med spoegsmaal til hende, men det er svaert, vi er mange mennesker (alle mulige mennesker), alle har spoergsmaal, hvilken raekkefoelge skal de siges i, hvilke emner vil vi helst komme ind paa, hvilke spoergsmaal vil vi priotere hoejest og hvordan formulerer man det hele paa engelsk?

Vi ved endnu ikke, hvor lang tid vi faar med hende, saa det er vigtigt, at vi ved praecis, hvad vi vil spoerge hende om. Vi skal nemlig ogsaa naa at uddele de ca. 60 forskellige gaver der har vaeret fordelt rundt i vores backpackertasker rundt i Burma. Derudover har vi jo turneret rundt i Burma med vores "lille kor", som ca. har halvanden sang paa repertoiret, saa vi skal jo selvfoelgelig ogsaa have tid til at synge "Shosholoza". Korsangen stresser faktisk ogsaa lidt oppe i hovederne paa mange af os, normalt er det graenseoverskridende at synge foran andre, men at skulle synge foran Aung San Suu Kyi er naermest nervepirrende, og isaer Laila synes at Afrikanske frihedssange skulle tages af skoleskemaet.

Det flyder med papirer ud over alt, halvfyldte iskaffer staar rundt omkring, og folk bestiller mad paa skift, man kan maerke den hektiske stemning og den deadline der skal overholdes inden vores vigtigeste moede paa hele turen. Der skal skrives hilsner i boeger til hende, forberedes filmning af hende, og forberedes en praesentation af vores hold. Sebastian og Anna sidder og skriver det sidste formuleringer paa spoergsmaalene, og naar lige at blive faerdige inden vi hektisk tager afsted mod Aung San Suu Kyis parti NLD's hovedkvarter.

kl. ca. 13.30
Vi sidder i taxa'er, og imens vi koerer afsted gaar det mere og mere op for en, at vi rent faktisk skal moede en af de stoerste nulevende personligheder. Der har hele tiden vaeret en tanke i baghovedet om at noget ville gaa galt op til moedet - hun kunne have faaet et andet vigtigere moede hun skulle til, vi kunne vaere blevet holdt tilbage paa en eller anden maade, hun kunne blive sat i husarrest igen eller 100 andre ting kunne ske. Men nu er vi paa vej, og vi er spaendte og haaber selvfoelgelig at hun vil svare paa vores spoergsmaal og at det er nogle spaendende og interresante ting vi vil snakke med hende om.

kl. ca. 13.50
 Vi kommer ind paa NLD's partikontor der mest af alt minder om et lille rodet kaelderlokale, og det er lidt maerkeligt at taenke paa at det er herfra, at ideer om Burmas fremtid bliver til. Isaer naar man sammenligner med regeringens hovedkvarter, som faktisk er en hel by; nemlig hovedstaden: Nay Pyi Taw. 

Her er fyldt med billeder af Aung San Suu Kyi, mennesker der render rundt og ordner ting, og et kort over burma, lavet af udgaaede frimaerker med motiv af Aung San, Aung San Suu Kyis beroemte far.

Vi gaar op ad den smalle traetrappe til et lille moedelokale, domineret ad et stort bord med 14 stole – en til hver af os, og en til DAMEN. I den ene ende haenger billeder af Aung SanSuu Kyi og hendes far, og ved siden af dem staar en guldbyste af hendes hoved i realistisk stoerrelse.

Vi saetter os paa stolene, saetter videokameraet op. Rummet er varmt og et par store blaesere larmer bag os. Pludselig ringer Saras tlf. Det er VOA – Voice Of America in Burma. De vil gerne lave et interview med os, og Line S. faar roeret. Forbindelsen er lidt daarlig, hun kan hoere sig selv i roeret. De vil gerne vide hvem vi er, om vi virkelig skal moedes med Aung San Suu Kyi? Om vi er spaendte? Selvfoelgelig – det er jo en kaempe dag!

Pludselig kommer hovedpersonen ind ad doeren, alle rejser sig, men hun vifter afvaergende med haanden og siger uformelt: “sit down, sit down”. Line har stadig VOA i roeret og maa skynde sig at sige: “The Lady has arrived, I must go now”. Roeret laegges paa, og ryggen rettes – nu er vi jo i fint selskab. Men der gaar ikke mange minutter foer vi alle fornemmer den afslappede atmosfaere, og synker lidt ned i stolene. Aung San Suu Kyi selv forbliver dog rank, og med taalmodigt foldede haender sidder hun venligt afventende og lytter til vores preasentation af os selv, og venter vores spoergsmaal.

Hun baerer en traditionel burmesisk skjorte med skraa knapper ned ad halsen, hendes haar er sat op i en knold som man kender det fra de utallige billeder i boeger, blade og aviser, og de obligatoriske blomster, denne gang lyseroede roser, er noejsomt placeret i haaret. Hun er lige fyldt 66, men ligner ikke en over 40.

Det maa vaere hendes staerke og venlige sind der holder hende ung.hun har noget at kaempe for, og den kamp er blevet hendes liv. Hun fortaeller om hvordan venskabet med hendes taetteste partifaeller, hendes samarbejdspartnere i kampen for demokrati, er blevet staerkere end familiebaand. Som hun selv udtrykker det: “If you believe in the same ideas, it's the closest friendship. We do more for each other than families.”

Selv de mange aar i husarrrest har ikke forhindret hende i at holde fast i kampen. Faktisk var hun ofte langt mere opdateret end folk udenfor fordi hun flere timer hver dag lyttede til radio fra forskellige undergrunds- og eksilmedier der ikke var censurerede.

Foer hun kom i husarrest var der en periode i hendes parti hvor de hver morgen maatte spoerge hinanden: “Hvem blev taget i nat?”. Men paa spoergsmaalet om hun ikke er bange for at blive sat tilbage i husarrest svarer hun: “We don't think about being taken, because then we could never work – it's like if you never walked out the door if you were afraid of being killed in the traffic.”

Efter halvanden times god, naerverende og indholdsrig samtaleom Burmas politik og landets fremtid, er vi mere end tilfredse med udslaget, og fornemmer at det er tid til at runde af. - Vi har dog ogsaa en del ting vi lige skal have rundet af med! Vi Har faet en masse gaver med fra de to eksilburmesere der arrangerede moedet for os, og vi har selv en samling af H.C. Andersens fortaellinger med, med et lille brev med gode oensker for fremtiden. Den bliver hun glad for, da hun kender fortaellingen om Den Lille Havfrue fra sin barndom.

Vi synes heller ikke hun skal snydes for vores korsang: “Shosholoza” - den sydafrikanske frihedssang vi har turneret lidt rundt med i Burma. Det er fedt at synge sammen, og stort at synge for en saa betydningsfuld person. Sigurjon synger for, og resten af “koret” foelger trop med svingende arme foerstillende frihedstoget igennem Sydafrika..

Aung San Suu Kyis ansigt lyser op, og det vi har om muligt naaet hoejdepunktet af vores moede. Hun nyder tydeligvis vores sang og roser os ogsaa bagefter:“It's so good that you come here to Burma as representatives for a danish school and sing a southafrican song. I wish some burmese people would go to Denmark and sing a malaysian song!”

Inden vi tog afsked skulle vi selvfoelgelig lige have et par gruppebilleder til bloggen og til blaer. Det viser sig at Aung San Suu Kyi ikke blot er smuk, klog og venlig – men ogsaa rigtig soed. Hun er ikke bange for fysisk kontakt, og ligger armen fast om livet paa Anna – som i det oejeblik roeres til taarer (hun har ikke snakket om andet end moedet med Damen laenge, har stirret fascineret paa hende under hele moedet, og har endda skrevet et lille personligt lykoenskningsbrev med en tegning til hende).

Aung San Suu Kyi giver os hver et varmt haandtryk til afsked da det lidt efter er tid til at skilles.

kl. 16.15

Vi er lige kommet ud af NLDs hovedkontor, blevet fotograferet af militaerregimets fotografer der gemte sig paa en restaurant paa den anden side af gaden, og staar nu og venter paa en taxa. Det er svaert at fatte at vi lige har moedt et af de stoerste nulevende ikoner, en beroemt demokratiforkaemper der ikke boejer sig for hverken afstraffelse eller undertrykkelse, en kvinde saa intelligent at man udemaerket forstaar hvorfor saa mange mennesker ser op til hende, og i hende ser et haab om en lysere fremtid for Burma. Men lad os dog haabe at Burmas befolkning forstaar hendes budskab til dem – aendrigner maa komme nedefra, fra organisering, fra hver enkelt burmeser:

“To often people depend on me or on my party – they need to understand that if they want change they have to do it themselves”.