Paranoia i parken

Paranoia i Parken

Solen stod hoejt paa himlen og dens straaler  varmede jorden op saa vi blev omgivet af en luft
der mindede om en sauna. Vi havde netop afsluttet et udemaerket burmesisk frokostmaaltid bestaaende af ris, blad suppe, og toerret ko eller fisk, mens vi fordoejede vores indtryk af det netop afsluttede moede med de energiske, politisk aktive burmesiske unge fra British Council.

Det var egentlig planen at vi skulle besoege Yangons stoerste pagoda(stort guldtempel), Shwedagon Pagodaen, hvorfra munkeoproeret blev startet i november
2007. 
 
Men da der ingen skygge er omkring pagodaen,besluttede vi at soege ly fra solens straaler i
 en park i naerheden. Parken var fin og velordnet, og laa op til en soe hvorfra der var udsigt til pagodaen.

Vi fandt en dejlig skyggeplet i graesset under et trae. Et par drenge sad og hang ud og jokede
ved et stort skakspil i naerheden, det finere burmesiske borgerskab gik tur paa stien ved siden af os, og sendte os nysgerrige blikke.

Vi satte os til rette i en lille rundkreds og tog vores notesblokke og kuglepenne frem. Vi lavede en lille skriveoevelse om vores hidtil stoerste indtryk i Burma (mit kom saa foerst et par minutter senere), og samlede op paa de par moeder vi har haft med forskellige interessante mennesker de seneste par dage.

Den foerste lille foelse af at opleve militaerdiktaturets overvaagelse kom op i mig da en soelvgraa bil med tonede ruder rullede op ved siden af os paa stien, rullede det halvt aabne vindue helt op, og holdte stille, kun 10 meter fra os. Der holdte den saa, i 5 minutters tid,
og rullede saa langsomt videre.

Ti til 15 minutter senere opdagede en af os pludselig at der stod en dame med et stort canon-kamera bag et hushjoerne, ikke langt fra vores lille rundkreds, og skiftevis pegede sin store linse mod os og gemmede sig lidt bag hushjoernet. En mand, tydeligvis paa samme
mission som damen, gik lidt efter frem fra samme hushjoerne, kiggede  paa os, og vendte lynhurtigt hovedet og lod som om han bare kiggede sig lidt tilfaeldigt omkring, naar en af os saa derhen.  

Paranoiaen var nu for alvor begyndt at stige op i mig, og jeg havde svaert ved at fastholde min koncentration om evalueringen af gaarsdagens moede med medarbejderen fra Folkekirkens Noedhjaelp. Var vores ansigter nu en del af militaerdiktaturets afdeling for overvaagede mistaenksomme udlaendinge? Ville de gennemsoege vores ting naar vi gik ud af parken, og finde alle vores noter om "damen"(Aung San Suu Kyi), hendes parti (NLD), og alle undergrundsorganisationerne der arbejder imod styret, og derved saette deres arbejde og liv i fare? Tankerne rullede og hjerterytmens takt steg en anelse.

Tibage til evalueringen, jeg talte, lyttede og noterede. proevede at ignorere de paranoide blikke jeg ikke kunne lade vaere med at sende til enhver der gik forbi, endda moderen med det lille barn der kom nysgerrigt hen for at kigge paa de hvide maerkelige mennesker.

Men ikke laenge skulle der gaa foer endnu en grund til at Kurt Cobain til tider har ret naar han synger "Just because your paranoid, don't mean their not after you", da jeg pludselig fornemmede at nogen stod lige bag mig. En  fra gruppen sagde:"gem lige jeres noter vaek, der staar nogle og kigger paa dem". Jeg vendte mig halvt om, to unge drenge stod og saa os over
skulderen.Jeg kastede et hurtigt blik paa min aabne side; der var heldigvis ingen navne der
kunne afsloere noget, og mine noter var paa dansk. Godt. Kort efter, uden paa noget tidspunkt at sige noget, satte de to drenge sig hen ved en sten, lige noejagtig i en afstand saa de stadig kunne hoere alt hvad der blev sagt.

Den efterfoelgende halve time sad de der, sagde ingenting, men kiggede mistaenksomt og lyttende paa os.
Nu soergede vi virkelig for ikke at naevne nogle genkendelige navne paa ulovlige modstandsorganisationer eller lignende, og Anna Gyda blev hysset ned da hun gav en engelsk
kommentar til den igangvaerende diskussion.

De to drenge blev siddende til vi gik, og de blev vidst lidt overraskede da vi afsluttede
vores evaluering med en lille afriansk sang vi laerte paa hoejskolen. Vi havde allerede al den opmaerksomhed  man kunne taenke sig, og maaske ville en lille sang overbevise vores overvaagere om at vi blot var et uskyldigt kor uden nogle politiske intentioner. Indtil vi kom i tanke om at sangen handler om frihed i Sydafrika, og der ofte er blevet draget paralleler mellem
Apartheid og Burmas situation.

Min sidste lille paranoia-foelse kom da vi skulle ud af parken - ville de stoppe os, gennemsoege vores ting, tage vores noter og hukommelseskort fra os, ville vi fra nu af vaeret overvaaget?
Vi fik ingenting taget, men den fortsatte overvaagning - den kunne vi ikke vide noget om... 

 - Line Skovlund Larsen, 2. april 2011