Sarah:
Den 3. April, kl. er ca. 5.00 om morgen og vi skal ud paa en lang togtur, vi har lige sat os ind i toget. En mand kommer ind og leder febrilsk efter en ledig plads. Han saetter sig ved siden af to unge fyre der er ved at tage afsked med en mand der staar laenet med armene ind af togvinduet fra perronen.
Andrea:
Foerste haandsindtryk – 'AD' – tislugt – puha – vand paa gulvet, er det mon tis? - 'AV' traebaenke – 12 timer foran os! – Har jeg mon glemt noget? - Hvor er mit vand? Jeg vil ikke stille min taske paa gulvet – KOER NU!
Sarah:
Der gaar ikke mange minutter efter toget saetter igang foer manden sover op ad en af de to unge fyre, tilsyndeladende uden at den unge fyr lader til at have noget imod det. Det er altsaa et syn man sjaelendt ser i A-toget til Hilleroed.
Sebastian:
Ud af vinduet kan man se landet vaagne op. Man kan svagt skimte konturer af boenderne og deres okser paa vej til markerne og kvinderne med en masse varer paa vej til markederne. Et sted i taagen kan man hoere kaldet til boen fra en Moske. I selve kupeen er der en maerkelig sammensaetning af mennesker. Munke og soldater sidder ved siden af hinanden, hver med deres uniform og karseklippede haar, med hver deres rolle i landet.
Sarah:
Munke ligger og sover over det hele, de bruger deres roede munkekjole til at skygge for lyset i ansiget. Toget er lidt som en markedsplads, hvert halve minut kommer der en ny saelger forbi, for at saelge alt muligt, jeg naever i flaeng; tyggegymmi, kaffe, majs, nudler, toiletpapir, grillsteget kylling, pandekager, slik, kolde drikkevarer, og ikke mindst haardkogte aeg. Haardkogt-aeg-saelgeren, som tilnaermelsesvis har raabt noget lignende “Saa er der aeg, saa er der aeg!” i snart 3 timer frem og tilbage i toget ser ikke ud til, at han bekymrer sig om at der stadig er 9 timer endnu paa turen, til at raabe at man kan koebe aeg.
Toget lyder som en hel melodi, togets hoeje lyde, saelger der raaber, plask fra de boern der kaster med vand ind af vinduerne imens vi koerer forbi dem, folk der snakker i kupeen, babyer der henholdsvis griner og graeder, nye rejsende der kommer ind og ud af toget ved stoppene og en gang imellem kan man hoere Sigurjon synge “Shosholoza” sangen. Det er hel meditation at lytte til imens man bare kigger ud af vinduet og ser paa landskabet.
Line Skovlund:
Landskabet der flyder forbi de aabne vinduer (og doere!) er fladt og for det meste toert med enlige traer som paa en gold hede, kun afbrudt af enkelte frodigtgroenne rismarker og en enkelt gang et bjerg i horisonten. Al bebyggelse er landsby; traehytter paa stolper. Maend koerer deres oksekaerrer, og boern samler flasker ved togsporene. Det typiske billede af fattige landsbyer bliver til tider brudt, naar en guldskinnende pagoda pludselig staar side om side med en forfalden traehytte, midt paa en mark. Disse allestedsnaervaerende pagodaer viser burmesernes tilknytning til buddhismen, og man kan da ogsaa maerke venligheden, der ofte kommer med denne religion, stroemme igennem ansigterne i toget, uanset hvilket folk eller hvilken stamme disse ansigter saa tilhoerer.
Sarah:
Saa er vi snart ved at vaere fremme i Mandalay, og vi har koert siden kl. 5 i morges, saa nu vi er inde i den 14 time. Det er en rigtig god togtur, og jeg er rigtig glad for at, vi har valgt at koere igennem landet paa denne maade. Det giver et rigtig fedt indtryk af landet, at se det flyve forbi en.
Sarah:
Dagens sjoveste oplevelse var helt klart da Line s og jeg tog en gaatur igennem toget fra den ene ende til den anden. Toget var utrolig langt, og det tog ca. 2 timer foer vi var tilbage igen. Vi sidder paa billige pladser i toget, men paa vores vej igennem toget kom vi bl.a. igennem 1.klasse, hvor man straks kunne se klasseforskellen mellem dem vi sidder ved siden af og dem der sidder i de bloede saeder med god benplads. Der var fx en munk med Ray Ban-briller og burmesere i laekkert vestligt toej. De folk vi sidder ved siden af i vores billige kupe har nok naermere vaeret en del af en lavere middelklasse. De har raad til at tage toget, de har raad til at koebe en Cola og nogle snacks i toget, men de sidder stadig med en taske der er gaaet lidt i stykker i sidden eller ogsaa traenger de til et par nye klipklappere.
Paa vores vej igennem toget blev der kigget utrolig meget paa Line og mig, men de fleste var smilene og hvis vi spurgte om vi maatte tage et billede af dem grinede de for det meste og nikkede.
Vi kom i snak med mange, bl.a. nogle tjenere fra spisevognen, og nogle unge drenge der solgte mad og sodavand i toget, en flok fra den etniske gruppe Karenerne der spillede guitar for os. Det var egentlig pudsigt, at Karenerne havde et anderledes udsendende end de burmesere vi ellers har snakket med, lidt ligesom der er forskel i udsendene paa Burmeser og Thaier, er der altsaa aabentlyst forskel paa de etniske gruppers udsendende, det kom egentlig bag paa mig.
De soedeste Line og jeg snakkede med i dag, var klart en mor med hendes lille ca. 3-aarige datter. Datterens navn betoed kys paa burmesisk, og var det kaereste barn, jeg laenge har set. Moderen var utrolig omsorgsfuld, og det gjorte stort indtryk at sidde ved siden af og faa et lille indblik i hendes hverdag. Line laerte datteren at sige; " How are you?", selv om hun kun var 3 aar, saa man maa sige hun var kvik . Moderen havde foerhen syet toej i Bangkok, men efter datterens foedsel var hun taget hjem til sin foedeby Yangon, og arbejde nu med at opdraette fisk. Hun kunne en smule engelsk, men ellers gaettede vi os lidt frem.
Togturen var speciel fordi man kom i forskellige stemninger undervejs; i starten var man lidt irriteret, da toget var lidt ulaekkert, saa maeldte traetheden sig hos de fleste. Jeg fik dog ikke sovet, men sad mest bare og lyttede til lyden af toget og menneskene. Dernaest blev jeg lidt rastloes, og det begyndte at blive rigtig varmt udenfor. Saa blev det super sjovt og helt lege-agtigt, at gaa rundt med Line i toget og turen sluttede saa med at vaere rigtig hyggelig, da vi bare sad og snakkede med moren og datteren.
Marit:
Vi har siddet i toget i snart 15 timer, og den lange rejse er ved at vaere slut. Den ekstreme varme har lagt sig, og den lidt koeligere aftenluft stroemmer langsomt forbi. Jeg sidder med hovedet ud af vinduet, har vinden i haaret og kigger ud paa det utrolig flotte landskab vi koerer igennem. Har lige set den smukke solnedgang og taenker paa hvilken fantastisk rejse og spaendende oplevelse vi er midt i. Jeg er saa lykkelig og glad for at opleve det, og saa har jeg verdens bedste mennesker (alle mulig' men'sker') rundt om mig til at dele det med.
Ej - hvor er livet bare godt.. (saa 'der fucking feeest)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar